De såkaldte smileys er blevet populære og jeg vil gerne tildele en sur, rød smiley til statsministeren for uhygiejnisk optræden med denne socialdemokratiske udtalelse den 15. juni i Folketingets afslutningsdebat: ”Sammenhængskraft. Det er, at vi sikrer et samfund, der hænger sammen. Et samfund, hvor der ikke er for store sociale og økonomiske skel. Et samfund, hvor vi undgår opsplitning i en elite, der kan klare det hele, og en restgruppe, som bliver hægtet af og stødt ud i ledighed og sociale problemer.”
Hans hidtidige handlinger har ført samfundet i stik modsat retning. I dag er samfundet inde i en usammenhængende og ond cirkel med et arbejdsmarked, hvor mange arbejder for meget og nedslides, mens andre slet ikke har noget arbejde. Jeg kan kun give bifalde Vismændene, der i en ny rapport foreslår, at det skal være dyrere for arbejdsgiverne, når ansatte bliver skadet eller nedslides. I Sverige synliggøre man virksomhedernes sygefravær ved at lade det indgå i årsregnskabet. I Danmark må vi altså nøjes med de såkaldte smileys, der nu er nået til arbejdsmiljøområdet. Virksomhederne bliver bedømt med en grøn, gul eller rød smiley alt efter hvordan arbejdsmiljøet har det. I Århus er der ”surt fjæs til 9 virksomheder”.
Virksomhederne har erkendt vigtigheden og har flotte nedskrevne politikker, diverse udvalg og trivselsundersøgelser, men famler rundt i blinde og det kan aflæses på bundlinien. For stress på arbejdspladserne koster milliarder. Dårligt arbejdsmiljø koster hvert år det danske samfund over 25-30 mia. kr.. En tredjedel af alt sygefravær på de danske arbejdspladser skyldes dårligt arbejdsmiljø. Hver tyvende sygedag og hver tiende hospitalsindlæggelse skyldes dårligt arbejdsmiljø. Hver 4. ansat har psykiske problemer. Det er en folkesygdom, hvor vi bruger overmenneskelige ressourcer for at få hverdagen til at hænge sammen.
Nu skal alle landets virksomheder have tjekket deres arbejdsmiljø, siger beskæftigelsesministeren og over syv år skal 200.000 have et 1½ times besøg af Arbejdstilsynet. Der er ansat 140 nye medarbejdere og de skal uddele grønne, gule eller røde smileys. Ministeren mener altså, at et 1½ times besøg er ”et syvmileskridt på vejen mod at sikre alle medarbejdere et godt arbejdsmiljø” og glemmer at man tidligere fyrede 137 medarbejdere i Arbejdstilsynet og har ophævet pligten til at være tilsluttet en bedriftssundhedstjeneste (BST) og dermed forringer forebyggelsen af et dårligt arbejdsmiljø. En forebyggelse, som vores borgmester Louise Gade (LG) må mene er overflødig, da hun nu har foreslået at lukke BST Århus (JP Århus 4.5). Tidligere fik vi et løfte fra LG, at de 160 arbejdspladser i Arbejdstilsynet skulle placeres I Århus, men det havnede altså i Hadsten.
Et mere liberalt samfund får mig til at tænke på Venstres tidligere kernevælgere, bønderne. Bønder har altid været gode til at passe på pengene. Tidligere sammenlignede man mennesker og arbejdsliv med heste. Om vinteren var der ikke så meget arbejde for hestene at udføre. Alligevel måtte bonden give hesten mad, vand, husly og muge ud og strigle og klappe den i de perioder hesten ikke var rentabel. Hvis bonden i de travle perioder drev for meget på hesten og lod den arbejde ud over hvad den kunne magte, kom det ret hurtigt til at koste ham penge. Hesten ville ikke rejse sig eller den blev syg og bonden tabte penge på den. Den kunne ikke arbejde og hvem vil købe en syg, afmagret og nedslidt hest? Bønderne passede derfor godt på deres heste. Arbejdsgivere og VK-regeringen passer ikke godt på deres ansatte og vælgere. 140.000 danskere forsømmer hver dag deres arbejde. 281.000 er uden ordinær beskæftigelse. 120.000 er på langvarig hjælp og 30.000 er af sociale årsager helt udelukket fra arbejdsmarkedet. Det bliver et hestearbejde, at forklare VK-regeringen at sammenhængskraft ikke er tidlig tiders ”socialsikringssamfund” med hjælp til ”værdigt trængende”. Overlade alt til konkurrence- og markedskræfterne skaber ikke sammenhængskraft i et moderne velfærdssamfund.
|