De svageste grupper har høj prioritet og der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet, siger VK-regeringen. Vi er blevet præsenteret for deres beskæftigelsesstrategi, Handicap og Job. Planen skal give 90.000 personer med handicap et arbejde. Fleksjobsordningen er blevet et vigtigt redskab til at nå målet og har skabt et mere rummeligt arbejdsmarked for over 30.000 mennesker, men har ”sejret ad helvede til”. Næsten 11.000 står i fleksjobskøen og kigger langt efter den lovet jobgaranti. En ny rapport får nu både beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (CHF) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til at mistænkeliggøre personer i fleksjob. ”Noget tyder på, at der er nogle i fleksjob, som kunne arbejde på ordinære vilkår” (CHF) og Stine Pilegaard Jespersen fra DA siger, ”fleksjobordningen vil udvikle sig til en ny tilbagetrækningsordning med yderst uheldige konsekvenser for samfundsøkonomien til følge”. Der er nemlig sprækker i fleksjobordningen, siger CHF.
Postnummer afgør pension
Nej, der er et krater mellem CHF slagord om ingen må opgives og dagligdagen for tusinder af nedslidte mennesker. Førtidspensionsreformen har gjort det svært, at få førtidspension og revalidering bruges alt for lidt. Personer på revalidering er faldet med 15,4 procent på bare et år og dit postnummer afgør om du får pension. Kassetænkning får kommunerne ud i konkurrence om at sende flest mennesker i fleksjob og ofte uden tanke for konsekvenserne. Kassetænkningen ender som en økonomisk katastrofe for kommunerne. Den statslige kompensation af kommunernes sociale udgifter har medført, at de seks største byer til sammen er blevet underkompenseret med 1,15 mia. kr. på fem år. Til gengæld får VK-regeringen nogle ledige ud af statistikken.
Discount pension
VK-regeringen er dobbeltmoralsk og det er viljen, der gør en forskel og kan hindre, at de sidste ressourcer suges ud af de svageste. I hver tredje sag har kommunerne ikke afprøvet andre muligheder for aktivering eller revalidering og der er ingen dokumentation om arbejdsevne. Det er umuligt at finde fleksjob til personer med stærkt begrænset arbejdsevne, dårlig uddannelse eller til dem på sygedagpenge, der er så syge at de reelt ikke står til rådighed for et fleksjob. Jobkonsulent Maria Overgaard på Jobcenter Marselisborg i Århus siger, at en del af dem kommunerne nu visiterer til fleksjob, har dårligere helbred end de førtidspensionister hun hjælper i skånejob. Det er overvejende mennesker med kort uddannelse og lille arbejdsevne, der venter på fleksjob, så indstil aktiveringsjagten og mistænkeliggørelsen af de syge, invaliderede og nedslidte. Selv ser hver fjerde en førtidspension, som eneste løsning og fleksjob som en discount pension, der splitter dig i en dobbeltrolle: "syg" nok til at legitimere løntilskud og tilstrækkelig "rask" til at kunne bidrage med en reel arbejdsindsats. Dobbeltrollen får den fleksansatte til at yde et ekstra arbejde og det hele ender så i stress og yderligere fysisk eller psykisk sygdom.
Mistænkeliggørelsens kit
Antallet af langtidssyge stiger og 2/3 tilskud til arbejdsgiveren stiger. Det kunne jo signalere, at virksomhederne ikke ønsker denne arbejdskraft eller virksomhederne får mulighed for noget billig arbejdskraft og opretter fleksjob til deres langtidssyge medarbejdere. Halvdelen af de ansatte i fleksjob arbejder på den arbejdsplads, som de havde, da de var i ordinær beskæftigelse og med et fleksjob kunne kommunen jo spare nogle penge på sygedagpengene. Helt i trit med Jakob Haugaards ord om, hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge. For dem der har uddannelserne og ressourcerne er fleksjob en rigtig god idé og måske er der sprækker i ordningen, men der lukkes ingen sprækker med mistænkeliggørelsens kit.
|