Hvad tænker tanken CEPOS mon på? Den liberale tænketank CEPOS mener, at jo større ulighed jo bedre. En større økonomisk gulerod med skattelettelser til det arbejdende folk og lavere overførelsesindkomster, så stiger uligheden og det er løsningen på velfærdssamfundets udfordringer. Beskæmmende og i modstrid med alle undersøgelser, at tro at der skabes flere arbejdspladser ved at presse tusindvis af pensionister, ledige og kontanthjælpsmodtagere ud i fattigdom. Vi skal have flere velkvalificerede borgere og ikke flere fattige.
Der er flere tanketorsk fra CEPOS. ”Det er en rituel klagesang”, at kommunerne har brug for økonomisk hjælp og foreslår, at man kører spare-grønthøsteren ud og automatisk skærer to procent ned over hele linjen. Løsningen for kommunerne er, at rationalisere, hæve produktiviteten og bruge mere it i administrationen. Man må ryste på hovedet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2004 var et underskud i den kommunale økonomi på 8,6 milliarder kroner på grund af stigende udgifter til overførelsesindkomster og selv uden CEPOS’s grønthøster kan borgerne se frem til yderligere besparelser på daginstitutionerne, folkeskolen, ældreplejen og på beskæftigelsesindsatsen. ”Kommunerne får penge nok og de penge, der mangler i regnestykket som følge af skattestoppet, betales af statskassen krone for krone”, siger finansminister Thor Petersen (kilde Ugebrevet A4 12.9). Bizart og helt i modstrid med beregninger fra de seks største byer, der viser at de er blevet underkompenseret med 1,15 mia. kr. i årene 1999-2003. Alene Århus Kommune har på fem år mistet 375 mio. kr. og vil i 2009 stå med et underskud på 1,4 mia. kr.. Lyver kommunerne eller manipulerer finansministeren med virkeligheden?
Vi fanger lige de sidste CEPOS-torsk. CEPOS foreslår, at de fattigste i Danmark skal udstyres med et fattigkort, men fattige familier skal ikke brændemærkes og vi skal ikke tilbage til det klassedelte samfund. Der skal være fri indvandring for udlændinge og den torsk ser da frisk ud, men desværre den lugter. Fri indvandring gælder kun for de højtuddannet og såfremt man kan forsørge sig selv. På baggrund af Pisa-rapporten om vores børns elendige skrive- og regnefærdigheder, vil CEPOS også have flere test i folkeskolen og har lagt skolerne i gabestok med en rangliste på Internettet over deres karaktergennemsnit. Tvangstest lærer altså ikke børn at læse og regne bedre eller som Marianne Jelved har sagt ”grise bliver ikke federe af at blive vejet” og karakterer siger intet om en skoles kvaliteter, men mere om elevernes sociale baggrund. Eleverne på Skåde Skole klarede sig bedst i Århus. Mon det skyldes at Skåde Skole ligger i Århus' rigeste bydel og også kun har tre tosprogede elever? Det er jo nok også sociale årsager, at Danmarks rigeste kommune, Søllerød, indtager førstepladsen.
Hvad er det for et samfund denne "PR-afdeling for superliberalister" ønsker? CEPOS sikrer nok frit valg og at vi alle fortsat er vores egen lykkes smed, men det sociale sikkerhedsnet er fuld af huller. CEPOS skubber de svageste ud i frit fald med kurs mod bunden. Tror CEPOS, at gentager man bare en løgn tit nok får man endnu ”en torsk i det liberale net”? Vi må have indført kvoter på tanketorsk fra CEPOS, der nu selv har nået bunden, men med sine tanketorsk har bragt sig i en klar førerposition til at blive kåret som ”Årets Nytårstorsk”.
|