Sørens far har penge og ko og kalv i vænge, lille far har bare mig og jeg er ingen Søren. Sangen fra De små Synger er blevet kanoniseret og blevet rettesnor for hvad vi skal synge med de små. I Danmark handler alt om penge og hvad det koster. ”Har du penge, så kan du få, men har du ingen så kan du gå”. Den store danske middelklasse holder forbrugsfest. Aldrig har så mange haft så meget overskud og samtidig så lidt til overs for dem, der ingen midler har og intet overskud har. VK-regeringen har givet os "det sorterende samfund”, som deler de svageste grupper op i kategorier efter evnen til at yde. Kanonens sigte er ”noget for noget”
Smagsdommerne kører kanonerne i stilling og fortæller os hvad der er kanon at se, læse eller høre, men størst af alle kanoner er VK´s konstante salver om, at det skal betale sig at arbejde. Og som alle kanoner handler vor tids kanoner også om at udelukke nogle i fællesskabets navn, om dem indenfor og dem udenfor. VK mener alle er kanoniseret til arbejdsmarkedet, men det er jo absurd, når vi i dag stadig har et arbejdsmarked, hvor 1 ud af 4 borgere mellem 16 og 66 år ikke står til rådighed. VK´s "kæft, trit og retning-politik" med fokus på pisk og økonomiske spark med sulteløn, kontanthjælpsloft og løntilskud får ikke flere i beskæftigelse.
Men Søren skal nok klare sig for Sørens far har jo penge, mens ”fortælleren får svært ved at bryde den sociale arv. Der er for nyligt lavet en undersøgelse, der påviser at hvis man er barn af en familie, hvor mindst en af forældrene har en videregående uddannelse og fast arbejde så har man 55 pct. chance for en uddannelse. Er man derimod barn af enlig mor, siddende på den yderste kvist på arbejdsmarkedet, er chancen for en uddannelse så ringe som 3.5 pct..
En femtedel af de unge får ikke en kompetencegivende uddannelse. Otte procent af en ungdomsårgang går slet ikke op til 9. klasses afgangsprøve og et barn med en svag hjemmebaggrund har tre gange større risiko end andre danske børn for at forlade 9. klasse uden eksamen. 17 % af de unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige læsefærdigheder og frafaldet på erhvervsuddannelserne er mere end fordoblet i løbet af de seneste 10 år på grund af stigende krav til boglige færdigheder og mangel på praktikpladser. Uddannelse er en investering og ikke en udgift. Hver gang den såkaldte ”restgruppe” falder med én procent, kunne staten tjene mindst 1,2 milliarder kroner. Folk med uddannelser bliver længere på arbejdsmarkedet end folk uden uddannelse og de har højere livskvalitet og bedre helbred. Alligevel ligger 295 mio.kr. og samler støv i Undervisningsministeriet.
Den negative sociale arv skal brydes med investering i uddannelse, men uddannelse har mest gavnet middelklassen. Søren skal nok få sin uddannelse, mens vores ”fortæller” får svært ved at bryde den sociale arv. Der er blevet færre penge per elev i det danske skolesystem, de ledige får 35 pct. færre undervisningstimer end for tre år siden og over halvdelen af de ufaglærte har ikke deltaget i offentlig voksen- og efteruddannelsesaktivitet inden for de seneste 5 år. 69 pct. kommer endda aldrig på skolebænken. VK-regeringen har siden 2001 gennemført milliardbesparelser i uddannelsessystemet. På bare to år er f.eks. antallet af deltagere på AMU-kurser halveret.
VK fortsætter sin tomme kanontorden uden at uddannelsesfronten bevæger sig og det på trods af, at dens eget "trepartsudvalg" fastslår, at op imod en fjerdedel af arbejdsstyrken er i fare for at ryge ud af arbejdsmarkedet på grund af manglende uddannelse. Jeg kan kun beskrive det med en lettere omskrivning af familiens huskeremse inden de skal ud at rejse, de 3 P`ere: har vi nu husket penge, pas og papirer? For VK er beskæftigelsespolitikkens 3 P`ere et spørgsmål om penge, pisk og plattenslageri. Godt for Søren, men uanstændigt mod vores ellers kvikke ”fortæller”.
|
