Gå tilbage til forumoversigten

Emne: Kommunalt fjumreår

Af: Claus Andersen

20/08-2006 15:49

#1


Danskerne må acceptere et kommunalt fjumreår, når eftersmækket fra den nye kommunalreform viser sit stygge ansigt i 2007. Det mener flere borgerlige borgmestre, der samtidig langer ud efter regeringens skattestop, der forringer servicen for især børn og de ældre. De vil i stedet hæve kommuneskatterne for at forbedre den offentlige service. Helt i tråd med en meningsmåling af AnalyseDanmark, der viste at århusianerne gerne vil betale mere i skat. VK-regeringen afviser kategorisk, men sætter i stedet endnu en liberalistisk varmluftsballon til vejrs med en ”kvalitetsreform”, der skal gøre det offentlige til en moderne servicevirksomhed med frit valg, klarhed og konkurrence. Dog uden flere penge til kommunerne, men de får så et ministerudvalg og altså endnu en syltekrukke til regeringens store samling.

Århusianere mest syge
Danskerne har accepteret 5 fjumreår og kan se frem til endnu et med en kommunalreform, hvor intet er på plads. Det er som at bygge en bil, mens man kører. Uden ekstra penge må kommunerne sejle deres egen sø med store menneskelige omkostninger, hvor de kommunalt ansatte, må leve i en barsk og umenneskelig situation med usikkerhed, kaos, blodige interne magtkampe, stigende sygefravær og medarbejder- og kompetenceflugt. En kommunalreform, der lægger folk i graven af stress, depression, udbrændthed og psykisk overbelastning. Allerede i dag er de offentligt ansatte i Århus landets mest syge og koster kommunen næsten lige så meget, som de kommende besparelser. ”Mange af dem er dybt frustrerede, overbebyrdede med arbejde – og en stor del af dem er vrede,” siger Janne Hertz fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus.

Natvægterstaten
Regeringens fjumrehoveder putter os i tornerosesøvn og vi vågner op til ”natvægterstaten”, hvor staten udelukkende skal beskytte den personlige frihed og den private ejendomsret. Alt andet i samfundet skal reguleres af de økonomiske markedskræfter. Et menneskesyn, hvor man tror alt kan vejes og måles og som fører til egoisme, negativ social arv, privatiseringer og nedskæringer på de kommunale budgetter. Et forsikringssamfund for dem, der har råd.

Friværdidanskerne i tornerosesøvn
Fjumre-regeringen svigter de svageste. De socialt mest udsatte mennesker i samfundet er ramt voldsomt af regeringens nedskæringer, skriver Rådet for Socialt Udsatte i en ny rapport. Den offentlige hjælp er skåret ned med to mia. kroner årligt siden 2002 og loftet over den offentlige vækst betyder enorme serviceforringelser i de kommende år. Jeg længes efter en socialminister med social anstændighed, respekt, omsorg og ansvar for de svageste og ikke en der vil gøre op med ”årtiers lighedsmageri” og synes, at ulighed ikke er noget problem.

Friværdidanskerne er lullet ind i tornerosesøvn og drømmer om at være verdens lykkeligste folk med skattestop, skattelettelser og forbrugsfest. Alligevel overvejer hver fjerde at lave sit liv om og kun knap 15 pct. mener, at flere materielle goder er løsningen på et godt liv (Gallup undersøgelse). Det er velfærd for de velstillede og bid for bid rives velfærdssamfundet i stykker.

Udligningsreform dyr for Århus
Vi vil ikke acceptere en ufinansieret kommunalreform, der forventes at koste ekstra 5 mia. kroner over 3-4 år eller en elendig udligningsreform, der bl.a. har kostet Århus Kommune 44 mio. i stedet for en gevinst på 80 mio. kroner. Vi vil ikke acceptere et kommunalt fjumreår, hvor alle løber forvildet rundt og er spændt på om de stadig har et skrivebord, eller hvor det nu er placeret, når de møder på arbejde om morgenen, og om deres chef nu er den samme i dag, som det var i går. Vi krydser fingre for, at Danmark ikke mørklægges, når danmarkshistoriens største og dyreste it-projekt skydes i gang. Det bliver ikke muligt at teste de nye fælles computersystemer inden sammenlægningen, for kommuner må ikke udveksle oplysninger. På Bornholm virkede store dele af IT-systemerne først efter flere år. Mens vores kommunalpolitikere fjumrer rundt rammes borgerne med forringet velfærd.





Det er nødvendigt at være oprettet som bruger på DKby.net for at lave indlæg. Såfremt du allerede er oprettet som bruger skal du blot logge på via nedenstående formular ellers kan du gratis oprette en bruger ved at klikke her!


Emailadresse:  
Adgangskode:

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site